Luxor er bygget på knoglerne af Theben, Egyptens hovedstad på højdepunktet af Det Nye Rige, og byen følger stadig Nilens ældgamle logik: de levende på solopgangens østbred, de døde på solnedgangens vestbred. Den kaldes ofte verdens største friluftsmuseum, og påstanden er svær at bestride, når en enkelt by rummer Karnak, Kongernes Dal og Hatshepsuts tempel inden for få kilometers afstand af hinanden.

På østbredden er Karnak det største religiøse kompleks, der nogensinde er bygget — dets Store Hypostylsal en forstenet skov af 134 kolossale sandstenssøjler — og Luxor-templet forankrer den moderne by, betagende når det er oplyst efter mørkets frembrud. De to var engang forbundet af Sfinxalleen, den 2,7 kilometer lange processionsvej, der blev storslået genåbnet i 2021 og nu er byens vigtigste vandretur. Kryds over til vestbredden, og registeret skifter fra tempel til grav: 63 faraoner, heriblandt Tutankhamon, hviler i de levende malede klippehugne kamre i Kongernes Dal, mens Hatshepsuts søjlebårne terrasser rejser sig lige op af klipperne ved Deir el-Bahari, og Memnonkolosserne holder vagt over indkørslen.

Den helt særlige Luxor-oplevelse svæver over det hele: en varmluftsballon ved daggry, der driver hen over den thebanske nekropolis, mens det første lys antænder templerne, floden og den grønne stribe af dal nedenfor. Bagefter saktnerbyen til Niltempo — en felucca til Banana Island, en tagine i et restaureret byhus fra 1930'erne, en solnedgang på corniche-promenaden, hvor Howard Carter engang bekendtgjorde århundredets fund.