Hvis Kairo er Egypten på fuld lydstyrke, er Aswan landet, der ånder ud. Dette er det nubiske syd, hvor Nilen er allersmukkest — glidende mellem granitblokke og palmekransede øer, med gyldne klitter, der rejser sig på vestbredden, og en himmel, der forbliver usandsynligt blå. Floden er hele pointen her: hvide feluccaer driver forbi Elefantine-øen, og det sene eftermiddagslys på vandet er grunden til, at kunstnere og forfattere har dvælet her i et århundrede.

Hovedmonumenterne er øtempler. Philae, viet til Isis, blev flyttet sten for sten til holmen Agilkia, efter at den høje dæmning hævede floden, og det er stadig det mest romantiske tempel i Egypten, kun tilgængeligt med båd. Aswans egne granitstenbrud leverede halvdelen af oldtidens obelisker, og den forladte Ufærdige Obelisk ligger stadig i grundfjeldet, hvor den revnede, og viser nøjagtigt, hvordan faraonerne huggede deres giganter. Men byens sjæl er nubisk: kryds over til Gharb Soheil for landsbyer med indigo- og safranfarvede huse, hibiskuste og henna, eller tag en felucca til Elefantine, hvor malede landsbyer klynger sig omkring et ældgammelt nilometer.

Aswan er også afsæt for Abu Simbel, Ramses II's bjerghuggede kolosser tre timer mod syd nær den sudanesiske grænse — for mange rejsende det enkeltstående mest ærefrygtindgydende syn i Egypten. Tilbage i byen er ritualet blidere: high tea på terrassen af det rosamurede Old Cataract, det viktorianske palads, hvor Agatha Christie skrev, mens man ser solen synke bag klitterne.