Dendera er et af de steder, der får dig til at være taknemmelig for alt det, der ikke skete med det. Gemt i et sving af Nilen nær Qena, nord for Luxor, overlevede det store Hathortempel århundrederne bemærkelsesværdigt helt, og en tålmodig moderne rensning har klaret resten — løftet århundredernes sod væk for at afsløre farve, som ingen havde set i to tusind år. Hathor var gudinden for kærlighed, musik, glæde og moderskab, og hendes sanktuarium har en varme til at matche. Hvor mange templer imponerer ved deres strenghed, blænder Dendera; det er et sted, der belønner at se opad.

Inde i den store hypostylsal rejser massive søjler sig til kapitæler udhugget med Hathors rolige, ko-ørede ansigt på hver side, og overhovedet udfolder loftet sig i restaurerede bånd af dyb blå og guld — gribbe, dyrekredsfigurer, gudinden Nut, der sluger og føder solen. På et loft er den fejrede Dendera-dyrekreds, et cirkulært kort over oldtidens himmel; originalen blev brækket ud og båret til Louvre, og en tro afstøbning fylder nu dens plads. Stig ned i de smalle krypter, klatr op til tagkapellerne, hvor nytårsriterne blev holdt, og find det romerske fødselshus og den stille, grønne hellige sø udenfor.

Fordi Dendera ligger en smule uden for den sædvanlige Luxor-rute, føles det aldrig så fyldt som vestbreddens grave, og der er plads til at vandre. De fleste kommer som en halvdagstur fra Luxor og har tagkapellerne næsten for sig selv, idet de betragter markerne og palmerne hinsides indhegningsmuren. Det er et tempel at tage langsomt: glæden ved det ligger i detaljen — et bevaret ansigt, et pludseligt glimt af original maling, måden morgenlyset skråner gennem salen, og det malede loft synes, for et øjeblik, at komme til live igen.