De fleste krydstogtspassagerer møder Edfu halvt sovende, vækket med et ryk ved fortøjningen af klapren af hove på corniche-promenaden. Det er en arbejdende Nilby med sukkerraffinaderier og støvede pladser, og ved første øjekast virker det som et sted, man simpelthen passerer gennem på vej sydpå til Aswan. Men Edfu vogter en af oldtidens store overlevere, og byen har indrettet sig omkring den gave med en let, uforjaget selvsikkerhed. Der er intet jag her, ingen trængsel af gadesælgere på Luxors skala — bare vognene, der venter, souken, der rører på sig, og et tempel, der har overlevet alt omkring sig.

Horus-templet er grunden til, at du er kommet, og næsten intet forbereder dig på, hvor komplet det er. Sand begravede det i århundreder, hvilket er præcis grunden til, at det i dag står med sin tårnhøje pylonfacade næsten intakt, dets relieffer skarpe, dets tag stadig over hovedet. Træd gennem porten, og en stor granitfalk — Horus selv, kronet og vagtsom — vogter gården. Indenfor bliver rummene mørkere og mere hemmelige, indtil du når sanktuariet og det lille bibliotek engang kaldet Bøgernes Hus, dets vægge indskrevet med titlerne på papyrusruller for længst forsvundet til støv.

Fornøjelsen ved Edfu er ankomsten lige så meget som målet. Hestevognsturen fra kajen er en del af ritualet — et langsomt trav gennem almindelige gader, forbi bagerier og barberer, mens kusken peger på ingenting i særdeleshed. Bagefter er der tid til byens souk, hvor handelen er for lokale frem for besøgende, og teen skænkes stærk og sød. Syd for byen ligger de gamle sandstensstenbrud ved Gebel el-Silsila, hvor Nilen indsnævres, og oldtidens stenhuggere skar den sten, der byggede halvdelen af Egyptens templer — et stillere, tommere modstykke til Horus' storhed.