Få steder i Egypten føles så afsidesliggende, eller så usandsynlige, som Abu Simbel. Du kommer til selve landets kant, hvor ørkenen løber ned til Nassersøens blå udstrækning, og Sudan ligger lige hinsides horisonten. Ambitionens omfang her er overvældende to gange: først at Ramses II befalede kolosser af denne størrelse hugget lige ind i en nubisk klippe for mere end tre tusind år siden, og igen at ingeniører i 1960'erne savede hele monumentet i blokke og løftede det, stykke for nummereret stykke, til højere grund over den nye dæmnings stigende vande. De to historier tilsammen er stedets genialitet.

Det Store Tempel bebuder sig selv med fire siddende Ramses-kolosser, hver knejsende over indgangen, stirrende ud over søen med guders ro. Træd mellem dem ind i klippen, og bjerget sluger dig — en sal beklædt med søjlestatuer, vægge udhugget med faraoens slag, og langt inde sanktuariet, hvor fire guddomme sidder i mørke. To gange om året, omkring 22. februar og 22. oktober, tråder daggryets sol templets hele længde for at oplyse dem. Ved siden af står det mindre Nefertaritempel, viet til Hathor, hvor dronningen for en gangs skyld er hugget lige så høj som sin konge.

De fleste besøgende ankommer, ser templerne og rejser inden for et par timer, hvilket er en skam, for Abu Simbel belønner dem, der dvæler. Bliv til aftenens lyd- og lysshow, når facaderne bliver et lærred for den gamle historie fortalt i farve og stemme. Endnu bedre, tilbring en nat: den lille nubiske landsby har sin egen blide rytme, og ved Eskaleh, en øko-lodge af mursten af mudder ved søbredden, kan du spise nubisk mad og se lyset skifte over vandet. Nogle rejsende når templerne med et Nassersø-krydstogt og glider ind fra vandet, idet kolosserne rejser sig forude.