Siwa holder sin egen tid. Klemt inde nær den libyske grænse i den fjerne vestlige udkant af Egyptens ørken lå denne oase så langt uden for Kairos rækkevidde, at den indtil en asfaltvej kom til i 1980'erne hovedsageligt blev nået med kamel — og isolationen viser sig på den bedste måde. Folk her taler siwi, et berbersprog, ikke arabisk først; kvinder væver brudesølv og broderier efter mønstre ældre end nationalstaten; og hele det grønne bassin af daddelpalmer og olivenlunde flyder i et hav af sand, omkranset af saltsøer, der glimter som spildt kviksølv under solen.

Oasen bærer sin historie i mursten af mudder. Shali-fæstningen rejser sig fra centrum af byen, en virvar fra 1200-tallet af kershef — salt-og-mudder — der smelter lidt med hver sjælden regn og stadig ligner et sandslot forladt af kæmper. Ude ved Aghurmi står Oraklets Tempel for Amon, hvor Alexander den Store i 331 f.Kr. kom for at blive bekræftet som søn af guden; du kan klatre op til det og få den samme vidtstrakte udsigt, som han havde. I nærheden bevarer de klippehugne grave i Gebel al-Mawta — De Dødes Bjerg — deres malede lofter, og den kildevandsfødte pøl kendt som Kleopatras Bad bobler stadig kølig og klar.

Aftenerne tilhører vandet og stilheden. Lokale og rejsende driver ud til Fatnas Island, en palmekranset landtange på en saltsø, for at se solen synke, og overfladen blive lyserød og gylden. Aftensmaden kan være langtidstilberedt lam og dadler hos Abdu, et fast holdepunkt i årtier, eller et stillere bord hos Albabenshal gemt ind i de gamle fæstningsmure. Bliv længe nok, og rytmen kryber ind under huden — bønnekaldet over palmerne, æselkærrerne, de hypersaltholdige søer, hvor man flyder som en prop, og visheden om, at ude forbi Adrère Amellals lampebelyste mursten af mudder løber Det Store Sandhav videre i hundredvis af tomme kilometer.