Farafra er Vestørkenens stilleste hjørne, og den bærer den ensomhed stolt. Den mindste og mest afsidesliggende af de store oaser er den i virkeligheden en enkelt beduin-bosættelse — Qasr el-Farafra — af lave mursten af mudder, palmehaver og varme kilder, omkranset af intet andet end sand i alle retninger. Der er kun få seværdigheder at krydse af, og det er netop pointen: folk kommer til Farafra for at koble af, drikke myntete med gæstfrie lokale og sidde på selve kanten af et af de mærkeligste landskaber på jorden.

For Farafras store attraktion ligger lige uden for døren. De nordlige strækninger af Den Hvide Ørkens Nationalpark begynder en kort kørsel væk, kalkplateauet eroderet til et drømmelandskab af blege skulpturer, der fanger ild ved solnedgang og gløder under månen. Undervejs står Krystalbjerget, dets kvartsårer, der funkler i solen, og Det Store Sandhavs klitter ruller af mod horisonten. I byen er det excentriske Badr's Museum det ene kulturelle stop — en selvlært lokal kunstners galleri af mursten af mudder med malerier og folkeskulptur, der fanger oaselivet bedre end nogen rejseguide.

Farafras tekstur er blid og langsom. Glid ned i det dampende svovlvand i Bir Sitta, idet ørkenen køler, vandr i palmehaverne, hvor kilder holder alt usandsynligt grønt, og lad stedets beduinrytme tage over. Den klassiske luksus er en overnatningssafari ind i Den Hvide Ørken herfra — en camp blandt kalktårnene, et bål under en kolossal himmel og en stilhed så komplet, at du kan høre sandet skifte. Den mangeårige Badawiya-lodge gør en imødekommende base før og efter klitterne.