Rosetta — Rashid på arabisk — er en af de mest stilfærdigt bemærkelsesværdige byer i Egypten og en af de mindst besøgte. Den ligger, hvor Nilens vestlige gren efter sin tusind mile lange rejse endelig udtømmer sig i Middelhavet. Engang en blomstrende havn, der overstrålede Alexandria, er den gledet ind i en yndefuld, falmet tilbagetrækning med sin høje alder bevaret frem for fejet væk. Byen er verdensberømt for en genstand, der ikke længere er her: Rosettastenen, pladen af mørk granit, hvis tre skrifter låste op for hieroglyfferne og med dem hele det oldægyptiske tabte sprog.

Det, der overlever i Rosetta, er arkitektur, du ikke vil se andre steder — høje osmanniske købmandshuse bygget af karakteristiske rød-og-sorte mursten lagt i dristige mønstre, deres udskårne træskærme og prægtige facader et vidnesbyrd om byens handelsmæssige storhedstid. De fineste, som det smukt restaurerede Arab Kily-hus, kan besøges. Nord for byen står Fort Julien, fæstningen hvor franske soldater udgravede den berømte sten i 1799. Andetsteds lagdeles århundrederne blidt: den gamle Zaghloul-moske med sin skov af søjler, den ærværdige Abu Shahin-mølle, og ved byens kant det brede, dunkle punkt, hvor flodens strøm møder det åbne hav.

Rosetta belønner en uforjaget vandring. Der er kun få formelle seværdigheder ud over husene og fortet; fornøjelsen ligger i teksturen af en almindelig deltaby, der tilfældigvis er gennemsyret af historie — fiskerbåde på floden, bønnekaldet over flisebelagte tage, teglas på skyggefulde hjørner. Nede ved vandet serverer enkle grills dagens fangst fra Nilen og havet, spist ligefremt med brød og salat. Få udenlandske besøgende gør turen, hvilket er netop dens charme: et sted, der tjente en fodnote i hver historiebog, og som stille kommer videre med nutiden.