Port Said blev født af Suezkanalen og har aldrig glemt det. Grundlagt i 1850'erne som Middelhavsindgangen til den store vandvej voksede den til en kosmopolitisk frihavn, hvor skibe og søfolk fra alle have passerede igennem — og den maritime selvtillid definerer den stadig. Skylinen er en parade af elegante kolonibygninger med dybe træaltaner og grønkuplede silhuetter, med front mod en strandfront, hvor selv nu containerskibe og tankskibe glider forbi i statelig procession på vej til og fra kanalen. Det er en by, der føles vedvarende ved kanten af et eller andet sted, balancerende mellem havet og resten af verden.

Vandvejen er skuespillet, og byen er indrettet til at betragte det. Den prægtige Suezkanal-myndighedsbygning, kronet med sin trio af grønne kupler, troner over kanalindgangen som en sekulær katedral. Langs fronten løber Corniche-promenaden, hvor hele byen spadserer for at se skibsfarten, og fra dens kaj pendler den lille Port Fouad-færge over kanalen — en gratis, to minutters overfart, der teknisk set fører dig fra Afrika til Asien og tilbage. De Lesseps-soklen mindes kanalens franske ingeniør, mens Port Saids militærmuseum og det fotogene koloni-kvarters gader udfylder resten af historien.

Port Said bærer sin frihavnsidentitet let og fornøjeligt. Indkøb i toldfri-zonen er en mangeårig lokal sport, og bymidtens gader omkring vartegn som El Borg og Gianola summer af caféer og gamle konditorier. Skaldyr er den store stiveste — fiskemarkedet forsyner restauranter langs fronten, og aftensmaden betyder, hvad end der kom ind den dag, grillet eller friturestegt. Om aftenen gløder de altanprydede facader, familier spadserer på Corniche-promenaden, og lysene fra forbipasserende skibe driver hen over det mørke vand. Trods sit industrielle formål er den en afslappet, saltluftet by, der lever lykkeligt efter havets rytme.