Marsa Matrouh eksisterer for sommeren og foregiver knap noget andet. I nogle få varme måneder fyldes beduinbyen på Egyptens fjerne nordvestkyst med familier, der jager dens store gevinst — en række beskyttede bugter, hvor Middelhavet bliver usandsynligt mælkejade over sand i benets farve. Uden for sæsonen lukker ferieanlæggene, og vinden fløjter gennem tomme gader, men i juli summer corniche-promenaden indtil midnat, strandene er en mosaik af parasoller, og hele stedet hengiver sig helhjertet til sol, salt og skaldyr. Den er uprætentiøs, en smule rå i kanterne og elsket for præcis det.

Kysten er attraktionen, og dens pragtstykke er Agiba Beach — agiba betyder 'mirakel' — en lillebitte bugt indrammet af okkerfarvede klipper, nået ad en stejl sti ned til vand af næsten uvirkelig klarhed. Vest langs samme kyst ligger Kleopatras Strand, med dens klippepøle og saltudhuggede buer, og den legendeomspundne Rommels Strand, under den hule som Ørkenræven siges at have brugt som hovedkvarter, og som nu rummer et lille museum for ham. For mere glittret komfort strenger Almaza Bay eksklusive ferieanlæg langs en roligere lagune. Tilbage i byen holder El Obayed Beach og den lange corniche-promenade skarerne tilfredse.

Aftenerne er, hvor Matrouh viser sin sande karakter. Når heden letter, strømmer familier ud på corniche-promenaden, børn jager lavvandet, og duften af trækul driver fra strandfronten. Fiskemarkedet sætter rytmen for aftensmaden — du vælger din fangst og får den grillet — og gammeldags steder som Panayoti serverer den enkelt, med brød, salat og citron. Der er kun lidt natteliv af cocktailbar-typen; fornøjelsen er langsommere og mere fælles, en by, der spiser udendørs under stjernerne, før den korte sæson vender, og kysten bliver stille igen.