I årtier betød navnet El Alamein én ting: ørkenslaget, der vendte Anden Verdenskrigs udvikling i Nordafrika. I dag bærer den samme kyst en forbløffende dobbeltidentitet. Vest for Alexandria skråner Middelhavet ind i bånd af turkis og mælkejade så levende, at de ligner retoucherede, og langs det vand har Egypten fremtryllet en glitrende sommerlegeplads — det strøg, lokale simpelthen kalder Sahel. Dystre krigskirkegårde og skinnende nye marinaer deler nu en enkelt kystlinje, og kontrasten, frem for at skurre, giver dette sted dets særegne tyngde og glamour på én gang.

Opgøret med historien kommer først. El Alamein Commonwealth War Cemetery er det følelsesmæssige centrum — række på række af blege gravsten for mænd fra et dusin nationer, uberørte mod ørkenen. I nærheden lægger El Alamein Military Museum felttoget frem med kampvogne og feltkanoner, mens det knejsende tyske krigsmindesmærke ruger på sin højderyg som en sandstensfæstning. Så vender stemningen: kør videre til Sidi Abdel Rahman, hvor en perfekt turkis bugt åbner sig, og til de hvide tårne af New Alamein City og den yacht-kantede Marassi Marina, den polerede facade af den nye Riviera.

Uden for sæsonen, om foråret eller det tidlige efterår, tyndes ferieskarerne ud, og kysten afslører en langsommere fornøjelse. Gå på det tomme sand ved Sidi Abdel Rahman i det bløde aftenlys, når vandet køler til lavendel, og den eneste lyd er vinden fra de klitter, der slugte en hel hær. Egyptere kommer hertil for at svømme og dvæle over lange frokoster af grillet fisk, og den nye bys caféer holder sig oplyste sent. Det er en mærkelig, gribende kombination — et landskab af erindring, der blidt har lært, hvordan man fejrer de levende igen.