Port Safaga bærer sin arbejdende-havns ærlighed som et hædersmærke — dette er ingen fabrikeret ferieby-stribe, men en ægte Røde Hav-by, hvor fosfatfragtskibe deler vandet med windsurfere og dykkerbåde. Tempoet er langsomt, skarerne tynde og tiltrækningen uforjaget. Folk har i generationer ikke kommet hertil for nattelivet, men for selve sandet: mørke, mineralrige korn, som lokale og besøgende patienter begraver sig i under solen, en folkekur mod psoriasis og stive led. Tilføj noget af den mest stabile vind på kysten og en række rev ude på vandet uden trængsel, og Safaga åbenbarer sig som et sted for den målrettede rejsende.

Revene er grunden til, at seriøse dykkere tager den 60-ish kilometer lange omvej sydpå fra Hurghada. Panorama Reef gør sit navn ære med lodrette vægge og skyer af anthias, der dykker ned i det blå, mens Tobia Arba — De Syv Tinder — spreder syv koraltårne over en sandet lagune ideel for både snorklere og fotografer. Abu Kafan, en smal højderyg fejet af strøm, belønner stærkere svømmere med pelagiske møder. På land trækker det terapeutiske sorte sand sol-kur-besøgende til strandene omkring Menaville Resort, og den konstante kystparallelle brise gør bugten til et af Egyptens fremmeste windsurfing-klasselokaler.

For en dag væk fra vandet rummer den østlige ørken Mons Claudianus, et afsidesliggende romersk stenbrud, hvor kejsere engang skar de grå granitsøjler, der stadig står i Rom — forladte barakker og en halvt udhugget søjle ligger, hvor stenhuggerne efterlod dem, kun tilgængelige ad en lang ørkenvej. Tilbage i byen er aftenerne blide affærer: en tallerken grillet fisk på en café ved havnen, fragtskibene oplyst ude på vandet og en himmel uformørket af ferieanlæg-skær. Safaga optræder ikke for besøgende. Den kommer simpelthen videre med tingene og lader dig gøre det samme.