Saint Catherine ligger højt i Sinais indre, en stilhed af granit og tynd klar luft omkring 1.600 meter over havet. Dette er halvøens tag, et bjergsanktuarium, hvor tro og klippe har været bundet sammen i femten århundreder. Jabaliya-beduinerne, efterkommere af tjenere sendt for at vogte klostret, passer stadig frugthaver i dalstrøgene og fører rejsende langs stier, deres familier har vandret i generationer. Selve byen er lille og uforjaget; den egentlige storhed ligger i de tinder, der omgiver den, stilheden mellem dem, og en nattehimmel så mørk og fyldt med stjerner, at den føles næsten fysisk.

I hjertet af det hele står Katharinaklostret, grundlagt i 500-tallet under kejser Justinian og aldrig en eneste gang forladt — det ældste kontinuerligt fungerende kristne kloster på Jorden. Inden for dets befæstede mure vokser Den Brændende Tornebusk fra Anden Mosebog, og dets bibliotek rummer en af verdens største samlinger af tidlige håndskrifter og ikoner. Ovenover rejser Gebel Musa sig, Mose bjerg, besteget før daggry ad kamelstien eller de cirka 3.750 Angerstrin, så du når toppen, idet solen bryder frem over et hav af bare tinder. Endnu højere ligger Sinai-bjerget, det højeste bjerg i hele Egypten.

Den stilleste fornøjelse her kommer efter mørkets frembrud, når dagsturisterne er væk, og kulden lægger sig. Ved camps som Sheikh Mousa og Fox brygger beduinværter sød te over åbne bål og bager brød i gløderne, mens Mælkevejen hvirvler overhovedet i overordentlig klarhed. En guidet stjernekiggernat, væk fra ethvert elektrisk lys, er grund nok til at gøre rejsen. Pak varmt — selv om sommeren trækker højden temperaturen skarpt ned, når solen er væk, og ørkenkulden er en del af fortryllelsen.