Nuweiba er Sinai på sit mest uforjagede — en lang, løs spredning af palmeskyggede beduin-camps strakt langs Aqababugten, hvor ørkenbjergene falder næsten lige ned i et forbløffende blåt hav. Der er ingen egentlig by at tale om, intet jag og kun lidt larm; folk kommer hertil netop for at sætte tempoet ned. Om dagen er lyset voldsomt og vandet roligt; i skumringen gløder bjergene bag stranden en dyb rosa, og på den anden side af den smalle bugt bliver Saudi-Arabiens kyst gylden og derefter violet. Det er den slags sted, hvor en planlagt overnatning let strækker sig til en uge.

Fornøjelserne er enkle og formet af landskabet. Tarabin Beach, lige mod nord, er det mest livlige strøg, dens hytter og caféer, der vælter ud på sandet. Længere henne er camps ved Ras Shaitan stillere, bygget til hængekøjer, svømning og at lave meget lidt. Inde i landet bringer en firhjulstrækker og en kort gåtur dig til Coloured Canyon, en smal kløft af sandstensvægge stribet i okker, rust og violet, mens den blidere Wadi El Weshwashy byder en halvdagsvandring gennem palme og klippe. Tilbage på kysten falder husrevene væk lige ud for stranden, let snorkling lige fra sandet.

Efter mørkets frembrud samles livet omkring bålet. Ved camps som Habiba Beach Lodge og Ras Shaitan-hytterne griller beduinværter dagens fangst og serverer den under en himmel tyk med stjerner, de eneste lyde bugtens skvulpen og drivtømmerets knitren. Der er også en praktisk magi ved stedet: fra Nuweibas havn krydser en færge til Aqaba i Jordan og bringer Petra inden for rækkevidde af en længere rejse. Men de fleste rejsende finder, at den største luksus simpelthen er at blive, barfodet, med ingen steder særligt at skulle hen.